Kommunerne står med aben, mens Folketinget vender ryggen til

Af Louise Zabel (SF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og Økonomiudvalget

Landets kommuner er blevet til det sted, hvor regeringen kan sætte ind med besparelser eller pålægge nye opgaver uden, at hverken medier eller resten af samfundet ser det – førend det er for sent. For tiden bliver besparelserne endda fulgt til dørs af halve sandheder om krisetider, mens der gives skattelettelser med den anden hånd.

Der er mange eksempler i de senere år. Lukning af jobcentrene er et af dem, besparelser på kommunernes administration (men statens samme bare stiger og stiger) og et nu det helt aktuelle, nemlig lukningen af de kommunale forbrændingsanlæg. Og jeg kunne blive ved. Regeringen og Folketinget vedtager noget – og kommunalpolitikerne og borgerne i de ramte kommuner sidder med ansvaret og regningen. Mens beslutningstagerne på Christiansborg kigger den anden vej.

Som kommunalpolitiker er det en skrækkelig situation at befinde sig i. Vi står på mål for beslutninger, vi ikke er med til at tage. Som ikke er gennemtænkte. Og som koster borgervelfærd. De landsdækkende medier ser det ikke. De lokale medier ej heller. Vi står med aben. Borgerne betaler prisen.

Det kommunalpolitiske arbejde er så krævende, at hvis du reelt set skal være andet og mere end en nikkedukke for administrationens forslag; hvis du skal nå at læse og tage stilling til dagsordner og indstillinger, og hvis du har en ambition om at byde ind med reelle politiske forslag og løsninger; gøre dig gældende i medierne og selvfølgelig deltage i de mange, mange møder der både ligger i og uden for almindelig arbejdstid, ja så er der ikke mange timer tilbage i døgnet. Og så har jeg slet ikke nævnt, at jeg er mor til et barn, jeg gerne vil være sammen med, bare en gang imellem.

Jeg ved ikke, hvordan det var at være kommunalpolitiker i 70’erne. Dengang man byggede svømmehaller og udvidede velfærden. Sådan er det ikke længere. At være kommunalpolitiker i dag handler om at tage ekstremt tunge beslutninger på et urimeligt grundlag. Det handler ikke om at give, men om at tage.

Problemet er grundlæggende set, at den måde vi i dag forholder os til kommunalpolitikere på, medvirker til at skabe et embedsmandsvælde. At være kommunalpolitiker er og bør være et fuldtidsarbejde.

For hvis jeg nøjes med at bruge den tid jeg får betaling for, så er det slut med at gå i dybden med sagerne og så kan vi lige så godt afskaffe lokaldemokratiet. For så har vi et teknokrati, styret af embedsmænd. Er det det, vi vil?