Uanset om du bor med familien i en villa med have eller lejlighed i en etageejendom i Hørsholm, betaler man i dag det samme husstandsgebyr på 2.823 kroner årligt for at få fjernet genanvendeligt affald og benytte sig af genbrugspladsen.

Det er ikke rimeligt. I en rapport fra Miljøstyrelsen fra 2023 fremgår det, at affaldsmængden er cirka 66 procent større pr. husstand i villaer end etagebyggeri.

Bor du i etageejendom i dag, betaler du derudover både til en fælles affaldsløsning over huslejen plus det kommunale affaldsgebyr. Uagtet at du som lejlighedsbeboer har mindre affaldsmængder og med de fælles løsninger ikke får samme 1:1-service som villaejerne. Ikke rimeligt.

Naturligvis skal affaldstaksten være afhængig af den bolig, man bor i. Derfor fremsatte jeg forrige år et initiativretsforslag om at indføre et differentieret husstandsgebyr i Hørsholm, så det afspejler boligtypen og de typer af affaldsordninger, man har og dermed belastningen af affaldssystemet.

Nu er vi endelig kommet et skridt videre, da et enigt Økonomiudvalg 4. september 2025 bakkede op om SF’s forslag, som administrationen havde lavet en sag på.

Forslaget lød, at taksten for genanvendeligt og farligt affald differentieres, så individuelle ejendomme vægter med 100 procent, mens fællesløsninger og etageboliger vægter med 80 procent.

Det betyder, at med de nye takster for 2026, vil parcelhusejere og lejere betale små 200 kroner mere end de ellers skulle; omvendt betaler beboere med fællesløsninger små 200 kroner mindre.

Det er ikke meget, men lidt har også ret. SF stillede ændringsforslag om vægtning 100:60, men det var der ikke opbakning til. Ej heller, at storskrald også skulle indgå som en differentieret takst, fordi storskralden ligesom det øvrige genanvendelige affald er billigere at afhente hos fællesordninger end individuelle ordninger. Okay så.

Det er så heldigt, at vi i disse år oplever, at affaldsgebyret falder. Blandt andet fordi man ved lov har udvidet producentansvar for emballageaffald. Når vi nu i højere grad lader gebyret afspejle boligtypen, vil alle husstande i Hørsholm stadig skulle betale mindre – men beboere i lejligheder får den største besparelse.

Louise Zabel, Hørsholm (SF) Spidskandidat

Af Louise Zabel (SF), næstformand i Børne-og skoleudvalget, medlem af Økonomiudvalget, Ung i Hørsholms bestyrelse og Handicaprådet

Hørsholm er en konservativ kommune, hvor vi er glade for at gøre, som vi plejer. De sidste 10 år har man opgraderet såvel ældreområdet med et hav af stort set gratis aktiviteter som idrætsområdet med en ekstra skøjtehal til knap 50 millioner kroner, et nyt klubhus til knap 30 mio. kr., kunstgræsbane m.v.

Samtidig har man beskåret fritidstilbuddene for børnene (altså dem, der ikke er vilde med sport), så vi i dag har dyre tilbud (knap 2.000 kr om måneden for 0-3.klasse og knap 1.000 kr for 4.-6.klasse). Samtidig har man beskåret normeringerne, så de i dag hedder 1 voksen til 14 børn for de mindste, 1 voksen til 24 børn for de største.

Det kommer der altså ikke meget tid til nærvær og tæt kontakt af – netop det grundstof, børn og unge har allermest brug for for at kunne føle sig trygge og elskede i de sociale fællesskaber, mennesker har brug for med hinanden.

Børn har også brug for at slappe af og allerhelst i sociale fællesskaber. Jeg mener generelt, vi presser børnene alt for meget i skolerne, og når de så endelig har fri, skal der være rare rammer med nærvær, hygge, sjov og aktiviteter af forskellig art.

Det har vi desværre ikke i høj nok grad, så mange elever fra 5.-6.-klasser dropper ud. Hjem til skærmen, tristheden, usikkerheden, ensomheden.

Heldigvis ikke alle, men mange flere end man skulle tro. Det er min drøm, at Hørsholm vil vende tilbage til rødderne og genskabe det, som mange husker som barndommens oase, nemlig et fritidshjem eller hvad jeg kalder Hørsholm Fritids- og Ungdomsklub.

Kan jeg finde et politisk flertal, der vil bruge budgetforhandlinger på Hørsholms fremtid, nemlig børnene?

Af Louise Zabel (SF), medlem af Kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune

Debatten om børns brug af skærme brager derudad. Velmenende, men for skingert til min smag.

Jeg synes selvfølgelig, vi skal tage debatten. Men det er vigtigere at fokusere på alternativerne: nemlig de gode og alsidige alternativer til at have næsen i skærmen.

De lange skoledage med mange faglige ambitioner på børnenes vegne gør dem trætte, og så er det jo besnærende at slappe af ved skærmen derhjemme.

Jeg mener, vi skal have et større politisk fokus på fritidspædagogikken. Jeg er ked af, at SFO’erne ikke får mere opmærksomhed fra os politikere og måske heller ikke i skolebestyrelserne?

Normeringen i SFO1 er 1 voksen til 14 børn og i SFO2 er den 1 til 24. Mon ikke vi kunne lokke børnene væk fra skærmene derhjemme, hvis der var flere kræfter i klubben? Nærvær, relationer og kontakt er netop det essentielle i pædagogikken, og jo flere pædagoger med forskelle kompetencer og interesser, jo flere aktiviteter for enhver smag. Jeg ved godt, mange dyrker sport, men der er altså også en stor del, der ikke gør.

Min drøm er at genoplive Stampen som fritids- og ungdomsklub, hvor der er voksne og aktiviteter nok til, at de større børn og unge (10-18 år) ville være sammen i de uformelle, uforpligtende fællesskaber, en fritids- og ungdomsklub er.

Jeg ved godt, det er svært at skaffe uddannede pædagoger, men hvis vi kunne kombinere jobbene bedre på tværs af skole og SFO, laver man også en mere alsidig arbejdsdag for flere. Hvis man droppede “SFO2”-konceptet og i stedet flyttede de større børn over under ungdomsskolelovgivningen, er der meget bredere rammer for, hvad man kan. Fx brugerbetaling, så man kan betale en 20’er for at bage en kage. Eller betale 100kr for at komme med på en tur.

Jeg foreslår desuden en pulje til brobygning, så SFO-pædagoger kan være med i Ung i Hørsholm-aktiviteter for at hjælpe med at skabe genkendelse og tryghed for fx 6. klasserne til at være med.

Endelig foreslår jeg en pulje til unge fritidsjobbere, der kan tjene lidt håndører ved at hjælpe til i SFO2.

Af Louise Zabel (SF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og Økonomiudvalget

Landets kommuner er blevet til det sted, hvor regeringen kan sætte ind med besparelser eller pålægge nye opgaver uden, at hverken medier eller resten af samfundet ser det – førend det er for sent. For tiden bliver besparelserne endda fulgt til dørs af halve sandheder om krisetider, mens der gives skattelettelser med den anden hånd.

Der er mange eksempler i de senere år. Lukning af jobcentrene er et af dem, besparelser på kommunernes administration (men statens samme bare stiger og stiger) og et nu det helt aktuelle, nemlig lukningen af de kommunale forbrændingsanlæg. Og jeg kunne blive ved. Regeringen og Folketinget vedtager noget – og kommunalpolitikerne og borgerne i de ramte kommuner sidder med ansvaret og regningen. Mens beslutningstagerne på Christiansborg kigger den anden vej.

Som kommunalpolitiker er det en skrækkelig situation at befinde sig i. Vi står på mål for beslutninger, vi ikke er med til at tage. Som ikke er gennemtænkte. Og som koster borgervelfærd. De landsdækkende medier ser det ikke. De lokale medier ej heller. Vi står med aben. Borgerne betaler prisen.

Det kommunalpolitiske arbejde er så krævende, at hvis du reelt set skal være andet og mere end en nikkedukke for administrationens forslag; hvis du skal nå at læse og tage stilling til dagsordner og indstillinger, og hvis du har en ambition om at byde ind med reelle politiske forslag og løsninger; gøre dig gældende i medierne og selvfølgelig deltage i de mange, mange møder der både ligger i og uden for almindelig arbejdstid, ja så er der ikke mange timer tilbage i døgnet. Og så har jeg slet ikke nævnt, at jeg er mor til et barn, jeg gerne vil være sammen med, bare en gang imellem.

Jeg ved ikke, hvordan det var at være kommunalpolitiker i 70’erne. Dengang man byggede svømmehaller og udvidede velfærden. Sådan er det ikke længere. At være kommunalpolitiker i dag handler om at tage ekstremt tunge beslutninger på et urimeligt grundlag. Det handler ikke om at give, men om at tage.

Problemet er grundlæggende set, at den måde vi i dag forholder os til kommunalpolitikere på, medvirker til at skabe et embedsmandsvælde. At være kommunalpolitiker er og bør være et fuldtidsarbejde.

For hvis jeg nøjes med at bruge den tid jeg får betaling for, så er det slut med at gå i dybden med sagerne og så kan vi lige så godt afskaffe lokaldemokratiet. For så har vi et teknokrati, styret af embedsmænd. Er det det, vi vil?

Af Louise Zabel (SF), næstformand i Børne- og skoleudvalget, medlem af Økonomiudvalget og Hørsholm Kommunalbestyrelse

En ny VIVE-undersøgelse viser, at kun en ud af ti dagtilbud for de 0-2 årige i Danmark leverer god kvalitet, og ingen opnår topkarakter. Surprise, surprise!

Det kommer jo ikke som en overraskelse for mig, der som SF’er netop har kæmpet for minimumsnormeringer for at løfte antallet af pædagogiske medarbejdere på stuerne hos vores mindste borgere.

Den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har i forlængelse af undersøgelsen sendt et brev til landets kommuner for at indskærpe, at de har en del af ansvaret for kvaliteten i vuggestuerne. Tak for opmærksomheden, minister.

Han kalder det endda et ”wake up call” og ”en gave”, fordi man har beskrevet forskellen på lav kvalitet og høj kvalitet i det pædagogiske arbejde. Den har vi nu kendt til længe, også i Hørsholm.

De såkaldte KIDS-observationer udført af pædagogiske konsulenter viste, at fire ud af vores 17 daginstitutioner i Hørsholm er af ”god kvalitet”, mens de øvrige 13 er af ”tilstrækkelig kvalitet”. Så vi er da ikke færdige med at forbedre kvaliteten.

VIVE-undersøgelsen har også fået Venstre til at melde om ”en alarmerende situation, som kræver opmærksomhed og handling”. Velkommen på børneholdet.

Hvis jeg altså skal forstå det sådan, at Venstre i de kommende budgetforhandlinger vil kæmpe for ”at sikre tilstrækkelige ressourcer og økonomi til at investere i vores daginstitutioner og dagpleje”, som der skrives i et læserbrev. Men husk, kære Venstre, pengene kan kun bruges én gang.

Ved budgetforhandlingerne for budget 2023 sørgede forligspartierne i fællesskab at holde hånden under 0-6 års området, fordi der var en bred enighed om, at der på dette område trængtes til økonomisk ro og stabilitet. Men det var jo en klar politisk prioritering, vi har valgt at gøre sammen, og med klare konsekvenser for andre områder som hos skolerne, kulturen og de ældre. Det smerter, kan I tro, men er tvingende nødvendigt, når vi skal fordele sol og vind lige.

Og vi bruger ikke pengene flere gange, men står på mål for vores politiske prioriteringer, hvor ondt de end må gøre på os og de borgere, der nu kan mærke, at pengene er blevet mindre. Men sådan er politik så kedeligt, navnlig når de økonomiske rammer fra Christiansborg er så stramme, som SVM-regeringen har lagt op til.

Af Ib Tune Olsen (SF) og Louise Zabel (SF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og Økonomiudvalget

I mange kommuner må budgetterne for i år allerede beskæres, så der er på forhånd store bekymringer for budgetterne for næste år.

Kommunernes økonomi presses af regeringens manglende vilje til at kompensere kommunerne for inflationen og de stærkt stigende udgifter på det specialiserede område for børn og handicappede og på ældreområdet.

Inden længe starter forhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om rammerne for kommunernes økonomi i 2024. Forhandlingerne sidste år gav næsten ingen hjælp til kommunerne, og resultatet viser sig i kommunernes store problemer med at holde budgetterne for indeværende år.

Hvis forhandlingerne i år mellem regering og KL giver et lige så skrabet resultat for kommunerne, vil det mærkbart reducere borgernes velfærd. Det må regeringen så helt klart tage ansvaret for.

Regeringen forsvarer sin hårde økonomiske kurs med ønsket om at begrænse inflationen, som dog allerede er på vej ned. Inflationen påvirkes naturligvis af niveauet af de offentlige udgifter, MEN Danmark er en meget åben økonomi i forhold til omverdenen, så meget af en stigende efterspørgsel vil udmønte sig i stigende import. Det kan betalingsbalancen heldigvis sagtens klare.

Endelig kunne regeringen tillade kommunerne selv at sikre velfærdsniveauet, og det kommunale selvstyre via mindre skattestigninger, men det er formentlig det modsatte regeringen tilsigter.

I SF er vi meget bekymrede for den kurs, SVM-regeringen har valgt, men som er en hardcore politisk prioritering; ikke en absolut nødvendighed.

Og det vil ramme kommunerne og den nære velfærd for børn, unge og vores ældste unødigt hårdt, ligesom det kommunale selvstyre og lokaldemokratiet lider, fordi der ikke er politisk handlerum at arbejde i for os som lokalpolitikere.

Jeg holder meget af folkeskolen som samfundskonstruktion, fordi det netop er det tætte møde med hinanden på kryds og tværs af forskelligheder. Vi lærer at leve med hinanden som mennesker.

Men jeg synes vores skole har fået svære kår med alt for mange mål, tests, timer og teoretisering og akademisering af fagene. Selv dansk, der er de flestes modersmål kan gøres sværere end det behøver for vores mindsteborgere.

Lærere og skolepædagogerne gør et kæmpe arbejde landet over for at leve op til alle de forventninger, men jeg håber samtidig de snart tør tage bladet fra munden er melde: Nu er det nok. Det hænger ikke sammen.

I Hørsholm har vi også gode skoler med høje karakterer og høj trivsel – for de fleste. Jeg vil gerne have så mange som muligt med på vognen. Et barn med skolevægring er et barn for meget.

Og ja, de findes skam også i Hørsholm, desværre. Men det kræver, at vi passer godt på vores medarbejdere med ordentlige vilkår, så de mange krav hjælpes på vej. Fx med et realistisk skema, hvor læreren rent faktisk har mulighed for at have den vigtige kontakt med børnene, hvorfor det ikke nytter at skulle ’dække’ otte forskellige klasser og skifte hvert år.

Sygdom giver vikarer og det gavner sjældent stabiliteten, der er så vigtig. Balance i arbejdslivet giver glade lærere og elever, fordi der skabes rum til at favne, se og imødekomme alle børnene på daglig basis. Et kæmpe arbejde, jeg kun har respekt for.

Jeg håber at kunne værne om vores skoler som politiker. Men der er godt nok rift om pengene. Jeg mener ikke, der er nok, fordi kravene konstant stiger. Det kæmper SF for på Christiansborg.

I Hørsholm vil jeg kæmpe videre for børnene fra 0-18 år, så godt det lader sig gøre. Børnene først. De er fremtiden.